Det var i hvert fald vores klare indtryk, da en del af netværksgruppen for nyligt besøgte Vindtved Vindmøllepark syd for Tønder.
Se her og hør i denne video, hvad Sæd-Ubjerg Lokalråd selv fortæller om processen op til etablering af mølleparken og se, hvordan de har arbejdet med at samle borgerne efter en opslidende proces: https://vimeo.com/697417385?fl=pl&fe=sh
Videoen beskriver, hvordan de midler, som vindmølleparken har kastet af sig til lokalområdet, er blevet anvendt. Selve borgerprocessen med at få det bedst mulige ud af pengene var i sig selv medvirkende til at hele de sår i lokalsamfundet, som blev skabt, inden beslutningen om vindmøller blev truffet.
Der er i dag skabt et yderst tiltalende samlingssted i Sæd By for unge og gamle i landsbyen og omegnen. Der er bl.a. bygget ”stærekasser”, som er en slags luksussheltere, der lejes ud til turister m.m. Se også legepladsen, boldbanen, og hvordan et forfaldent frysehus er blevet forvandlet til bryghus, honninghus m.m. Det foreløbigt seneste skud på stammen i videoen er et såkaldt grejskur, hvor der skal opstaldes forskelligt grej, som borgerne kan have glæde af. Foreløbigt er det blevet til en brændekløver, en fræser og en stor plæneklipper.
Desuden er der tæt ved vindmøllerne bygget en såkaldt energihytte. Det er en ubemandet besøgscenter, der bruges til oplysning omkring vindmøllerne. Hytten besøges flittigt af skoleklasser, studerende og turister.
Sidst i videoen fortæller lokalrådets næstformand, hvad han synes, der har været det værste og det bedste i hele processen omkring etablering af vindmølleparken.
Med venlig hilsen
Netværksgruppen
BorgerNetværket for Energipark Give
